Ølandsboller med rugkerner
Ølandshvedemel er den meltype, jeg bager mest med og bedst kan lide. Den smager af mere og er sundere end almindeligt hvedemel. Brød bagt med ølandshvede kan få en sprød skorpe og meget luftig krumme, på grund af dens høje bagevne. Kombinationen af ølandshvedemel og rugkernerne er virkelig god. Kornsorterne klæder hinanden rigtig godt. Jeg elsker en god, grov bolle, og disse mætter godt på grund af de gode kostfibre fra rugkernerne og så er de helt perfekte til en god sund madpakke.


Bollerne er også fryseegnet, de bliver som friskbagte, når de bliver dyppet i en skål med vand og lunet i ovnen.
Reklamelinks er markeret med*

Ølandsboller med rugkerner
Antal: 12 Boller
Ingredienser
- 350 gram Vand
- 150 gram Surdej (Aktiv)
- 200 gram Ølandshvedemel
- 250 gram Hvedemel
- 12 gram Salt
- 80 gram Rugkerner (Udbøldte)
Instruktioner
- Start med at fodre din surdej så den er klar til at bage med. Sæt herefter rugkernerne i blød i vand. Vandet skal lige akkurat dække kernerne (OBS! vandet er ikke medregnet i opskriften)
- Mål vand og surdej af, og bland det sammen. Tilsæt mel og bland det godt sammen til det er homogent. Du behøves ikke endnu at ælte i dejen, da dette trin er autolyse. Dejen skal stå i 60 min, så melet kan absorbere vandet.
- Tilsæt herefter saltet og rugkernerne og ‘kram’ eller massérer det ind i dejen og ælt dejen en smule i skålen ved at ”løfte” dejen op ad skålens side. Derved strækker du glutenproteinet i melet, og du får en glat dej. Du kan også sagtens ælte den på maskine, på højeste hastighed i 3-4 min. Når du synes, at du din dej er æltet nok, så stilles den til side.
- Når dejen har slappet af i 20- 30 min, skal du folde den. Stil dejen til side i 20-30 min igen, så den får lov til at slappe af, fold den herefter igen. Herefter skal dejen foldes 2 gange med en times interval. Ved sidste fold, hælder du rugkernerne ned i dejen og folder dem ind i dejen, med en blid hånd. Når dejen har slappet af yderligere en time efter sidste foldning, stilles den på køl natten over
Dag 2
- Tænd ovnen på højeste temperatur, over- og undervarme med et bagestål/sten i, og tag dejen ud af køleskabet så den kan temperere imens ovnen varmer op. når ovnen er varm, vendes dejen ud på et meldrysset bord, og deles ud i lige store stykker med en dejspartel, og læg dem over på et stykke bagepapir. Vær nænsom når du håndterer dejen, for at bevare luften i dejen. Drys lidt mel over bollerne for at give dem et fint udtryk. Før bollerne ind i ovnen og skru ovnen ned på 250 grader. Bag bollerne i 10-12 min.
Fik du lavet opskriften?Så ville jeg elske at høre hvordan det gik! Skriv en kommentar her på bloggen, eller tag @rebekkabrokman på instagram.

